Skimmelsvamp


Hverken plante eller dyr

Skimmelsvamp tilhører svamperiget, og en forudsætning for vækst af skimmelsvampe er høj fugtighed på materialernes overflade.

Skimmelsvamp kan i de fleste tilfælde undgås, hvis du holder boligen tør og sikrer, at der er god ventilation. Du kan holde luftfugtigheden nede i hjemmet ved at følge disse gode råd:

  • Luft ud. Sørg for at lufte godt ud – lav gennemtræk i boligen 5-10 minutter flere gange dagligt.
     
  • Brug emhætte. Sørg altid for at bruge emhætten, når du laver mad. Tjek at udsugning og aftræk virker som det skal.
     
  • Tør tøj udenfor. Hæng tøj til tørre udenfor eller brug en tørretumbler med kondensvirkning eller aftræk til det fri.
     
  • Hold en jævn temperatur. Hold den samme temperatur i alle rum i hjemmet. Temperaturen må ikke være lavere end 18 grader.
     
  • Tjek aftræk og ventiler. Hold friskluftsventiler i vinduesrammer og vægge åbne, og se om aftrækskanaler og udsugningsventiler fungerer og er rene.
     
  • Gør rent. Skimmelsvampe kan gro i støv, hvis der er tilstrækkelig fugt, og ophobet støv kan indeholde svampesporer og andre svampedele. Jævnlig støvsugning fjerner svampedele og grobunden for nye svampe.
     
  • Pas på de kolde ydervægge. Hvis boligen er ældre eller dårligt isoleret, vil man ofte opleve at ydervæggene er betydeligt koldere end de indre vægge. I disse tilfælde er det vigtigt ikke at placere møbler med fast bagside op ad væggen.
     
  • Tør op efter bad. Husk at tørre vægge og gulv i baderum af med en skraber eller et håndklæde. Hæng håndklædet til tørre udendørs.
     
  • Hold øje med fugtskader. Hvis der opstår vandskade, skal du sørge for at kontakte ejendomskontoret eller din udlejer, så skaden kan blive udbedret hurtigst muligt.


For det meste er skimmelsvamp let at se. Hvis der er brune, grønne, sorte og hvide pletter eller skjolder på væg, gulv eller loft, kan det betyde at du har skimmelvækst i boligen.
Har du mistanke om skimmelsvamp i din bolig, skal du kontakte ejendomskontoret hurtigst muligt.



Kilde: skimmel.dk